Fysioterapi giver livskvaliteten tilbage til kvinder med smerte i underlivet

På Aalborg Universitetshospital har patientuddannelse og vejledning i selvbehandling hjulpet en del kvinder – og mange flere kunne have gavn af det, hvis de kendte til tilbuddet.
Gynækologisk-Obstetrisk Team: Fysioterapeuterne Jannie Hald Holstebro, Hanna Reinerstedt og Tine Marie Asp har gjort en stor forskel for patienter med smerter i underlivet.
Gynækologisk-Obstetrisk Team: Fysioterapeuterne Jannie Hald Holstebro, Hanna Reinerstadt og Tine Marie Asp har gjort en stor forskel for patienter med smerter i underlivet.

Smerter i underlivet er ofte noget, mange døjer med igennem længere tid – flere år er ikke unormalt. Samtidig kan det være et problem, som er grænseoverskridende at henvende sig omkring, hvorfor mange venter for længe med at søge hjælp – eller slet ikke får det gjort.

Men det bør man gøre. De, der bliver henvist til fysioterapi i Gynækologisk-Obstetrisk Team i Fysio- og Ergoterapiafdelingen, får nemlig rigtig god effekt af det.

I en kvalitetsundersøgelse blandt 48 kvinder svarer hele 98 %, at den fysioterapeutiske behandling har helt eller delvist afhjulpet problemet med smerter i underlivet – og hvor 57 % INDEN behandlingen vurderede deres livskvalitet som ”dårlig” eller ”meget dårlig”, svarer hele 75 % EFTER behandlingen, at de nu oplever deres livskvalitet som ”god” eller ”meget god”.

Patienterne tilkendegiver især, at det er øget viden om underlivet og samtalen med fysioterapeuten, der bidrager mest til, at de får det bedre.

”Jeg føler mig klædt på til at ’hjemmebehandle’ mig selv fremover”, ”[behandleren] har været lydhør over for min tilstand og givet mig tryghed ved at forklare mig om anatomien” og ”tusind tak for at lytte til hele min historie og for at hjælpe mig med at forstå sammenhængene mellem mine smerter og andre faktorer omkring min krop og mit sind”, lyder det blandt andet i kommentarerne.

- Det fortæller os, at fysioterapeuterne i Gynækologisk-Obstetrisk Team er rigtig dygtige til at formidle, hvordan det hele hænger sammen i underlivet, og give patienterne redskaber til selv at håndtere smerterne – og måske allervigtigst: At de er gode til at være nærværende og skabe trygge rammer om behandlingsforløbet, siger udviklingsansvarlig fysioterapeut, Peter Kruse Aagaard Nielsen.

Tabuiseret område

Tryghed er alfa-omega. Smerter i underlivet er nemlig ikke lige dét, der er nemmest at tale om – slet ikke, hvis man i forvejen har udfordringer i livet.

- Vi arbejder ud fra en ”bio-psyko-social” model, som muliggør en helhedsforståelse af patienternes smerteoplevelse. Smerte er en kompleks oplevelse, som består af fysiske og følelsesmæssige komponenter, og for flere af dem, der oplever kroniske smerter et sted i kroppen, tager smerterne afsæt i, at de har været udsat for et traume af en slags. Tankemønstre, og hvordan man generelt har det i livet, kan manifestere sig fysisk som smerte. F.eks. oplever mange depressionsramte også fysiske smerter, siger Peter Kruse Aagaard Nielsen.

Det psykosociale aspekt kombineret med, at smerterne er i et intimt område, gør, at det bliver tabuiseret og mange isolerer sig i stedet for at få den hjælp, de burde have.

- Samtidig er det slet ikke alle, der ved, at de kan få hjælp. Så hvis du har smerter i underlivet, så tøv ikke med at bede om en henvisning til fysioterapi gennem Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling – vi kan med stor sandsynlighed gøre en forskel for dig, opfordrer Peter Kruse Aagaard Nielsen.

 

Opdateret